Forandringsprocesser med Hellen Lassen
Sommerkur 26 på naturskønne Torø ved Assens
Livet er foranderligt, og vi er hele tiden i overgangsprocesser - mentalt, følelsesmæssigt og praktisk. Det kan være planlagte livsændringer såsom jobskifte, flytning eller pension. Eller der kan opstå kriser, f.eks. sygdom eller skilsmisse. De helt store skift er nok den gradvise overgang fra én aldersfase til en anden: barndom, ungdom, modenhed og alderdom.
På kuren vil vi undersøge de tab og vækstmuligheder, der ligger i en forandringsproces. Vi vil arbejde med triptykon-formen: tre billeder ved siden af hinanden. Et der repræsenterer det, du er i gang med at forlade; et der fokuserer på det kommende, og et tredje i midten, der inddrager noget fra begge billeder. Hellen vil introducere en inquiry-teknik til brug ved efterbearbejdning af billedprocessen. Du bedes medbringe et nutidigt foto af dig selv, så fotoet kan arbejdes ind i maleriet ved hjælp af en overføringsteknik. Der bliver også mulighed for at indarbejde stoffer og klude (som Hellen tager med) i dine billeder - med den hensigt at indføre nye og anderledes materialer, end dem, du måske er vant til at arbejde med.
Thorøgård ligger naturskønt på Torø ved Assens.
Hellen Lassen er kunsthistoriker og billedkunstner og har undervist i kunstterapi på IKT i over 20 år. Hun har desuden lavet kurser i kunst & bevidsthed rundt om i verden.